Asbæk Art Consulting

1. Erwin Wurm

2. Nina Saunders

3. Søren Bencke

Det var den 02.02.2012 og vejret var absolut ikke noget at grine af, men måske kunne vi finde lidt lækkert til lattermusklerne på Esbjerg Kunstmuseums udstilling: Humor, alvorligt talt.

Og der var varme og berigelse og smil at hente i det oplagte og vedkommende tema, som de søde kuratorer på Esbjerg havde løst fornemt i forhold til de (inviterede) udstillede navne og værker (se listen herunder). For selvfølgelig var det ikke for sjov. Kunstnerne tog sig selv og deres ærinde lige nøjagtig så uhøjtideligt at alle de nødvendige referencer til vores håbløse kontekst af en hverdag/virkelighed kom til udtryk. Så sig det med humor – det kan slå temmelig hårdt.

Her er linket og listen - men skal det være seriøst sjovt anbefaler vi at selv tager turen forbi.

PS. Det skal også lige nævnes, at der bagefter blev holdt en hyggelig middag hvor alle vi kunstelskere havde rig mulighed for at tale med hinanden på kryds og tværs. Så stor tak til Inge Merete, Christiane og Birgitte og alle jer andre der sørgede for en god og givtig aften. 

Gallerier har en sjælden mulighed for at skabe nogle synergier indenfor kunsten der i sidste ende vil komme alle interesserede til gode. Og alligevel har man i branchen historisk opereret med vandtætte skotter, når det gælder udstillinger, kunstnersamarbejder og kundedatabaser.

Motiveret af frygten for at miste et salg har man holdt alle aktiver (og aktiviteter) tæt til eget lokale og nærmest stavnsbundet kunstnerne. Selvfølgelig er det mest hensigtsmæssigt at en kunstner har et hovedgalleri, der varetager de primære interesser og de løbende aktiviteter og udfordringer, der er i denne beskæftigelse.

Det er hårdt arbejde at være gallerist og det er kostbart. Så derfor er en loyal relation imellem kunstner og galleri en forudsætning for et succesfuldt samarbejde. Men når det så er sagt og skrevet, kan man altså godt være lidt mere storsindet i den måde man forvalter ”sin kunstner” på.

Heldigvis er der sket en del på den front igennem de seneste år. Og nu er der en ny generation af gallerister (jeg kender de fleste og de er super cool), der forstår, at vi alle har et ansvar, når det kommer til at formidle kunsten, og de oplevelser, der følger deraf.

De nye gallerister ved at hvis man deler oplevelserne, så kommer der flere til og flere i butikken giver mere salg og mere salg giver både galleri og kunstner større muligheder.

Jeg ved, at der i det kommende år vil opstå en masse spændende samarbejder gallerierne imellem. Jeg ved at det vil gavne kunstneren og kunsten massivt. Kunstelskere kan godt begynde at glæde sig. Jeg glæder mig i hvert meget til at skrive nærmere om hvor og hvornår det sker.

Jeg må bare ikke endnu. Det er stadig lidt hemmeligt :)

 Min mor (Patricia Asbæk) og jeg var til radio interview, hvor den kloge og kompetente vært, forfatter og journalist – lad os kalde ham Martin Kongstad – spurgte ind til de konsekvenser en økonomisk krise har for kunsten, med udgangspunkt i udviklingen (læs krisen) i 2008.

Og så kom vi til at tale om at for mange penge i en (kunst)verden, der når den er bedst og renest, skal fungere som prisme for menneskets kunstneriske potentiale, ikke altid er så godt.

De kunstnere der lige har fundet et udtryk, der sælger, står som lammede, når dette udtryk ikke sælger længere, og de har ikke den kunstneriske baggrund og de kunstneriske ressourcer til at genopfinde sig selv. Og dem, der har været på banen længe, og dermed har noget gennemarbejdet og særegent - dem der har været med til at definere en tid – de bliver ofre for den generelle afmatning. Dette skete i 2008 og vi oplever stadig konsekvenserne. 

Det skete også i firserne hvor tyskerne og italienerne bragede frem. Enhver tysker eller italiener med en pensel, et lærred og et navn kunne sælge sin kunst til vanvittige priser. Så kom der en finanskrise og pludselig var det umuligt at sælge noget som helst. På den måde blev der luget ud og renset op. Først kom de dygtigste tyskere (heldigvis) tilbage på scenen og endelig er Italien og Spanien ved at komme sig.

De dygtige og dem vi andre ikke kan undvære vil altid komme retur og tak og lov for dette. Faktisk er de dygtigste aldrig væk, de fungere bare på andre vilkår og bliver tvunget til at arbejde under andre forhold. Sundere forhold måske.

I én forstand kan man sige at dårlig kunst i overflod er et symptom på en tid med overflod. Og den gode kunst er evig.

Det er for let at påstå, at når vi bliver rigere bliver ånden fattigere og åndens bannerførere dovne og selvfølgelig kan man ikke generalisere, men jeg vil gerne slå fast, at jeg ser ovenstående klippefaste antagelse som en stensikker tendens.