• Jespers Carlsens fernisering i Martin Asbæk Gallery

    Vi hos Asbæk Art Consulting anbefaler Jespers Carlsens fernisering, Animation Syntax, som åbner i Martin Asbæk Gallery i dag, 31. oktober, kl. 17.

    Her er hans video værk Modern Times, som vi er heldige nok til at nyde i vores lounge. Videoværket, som blev vist på Vallensbæk station tidligere i år, henviser til en scene fra den klassiske Chaplin film Modern Times fra 1936.

    Mordern Times. installation view, DIAS DK 2014 from Jesper on Vimeo.

    Jesper Karlsen arbejder i udstillingen, og ovenstående videoværk specifikt, med vores forståelse af objekter. Den menneskelige perception af det rumlige sættes på dagsordenen i hans værker. Vi oplever vores egen virkelighed kronologisk, og Carlsens animation arnejder med at tydeliggøre tiden som en afgørende faktor i vores måde at forstå. Mening skabes for os i form af sekvenser, og mindre sekvenser kan netop skabes ved hjælp af animation. Carlsen forsøger således i sine værker at dissekere sekvensernes anatomi. Hvordan bygges de op? Hvordan nedbrydes de? Er nogle af de spørgsmål, som Jesper Carlsen beskæftiger sig med.

    Alle er velkommen til en dejlig start på weekenden med god kunstoplevelse.

  • Christian Andersen udvalgt til at deltage på Frieze i NY

    Christian Andersen er helt klart ét af de gallerier man bør holde øje med på samtidskunstscenen i København. Galleriet repræsenterer flere unge, konceptuelle og upcoming kunstnere som vi ofte taler om på kontoret. Heriblandt Rolf Nowotny, Morten Skrøder Lund, Pind, Benjamin Hirte, Tom Humphreys, Astrid Svangren og Lasse Schmidt Hansen. Galleriet åbnede i 2010 i Kødbyen og har siden da arbejdet med både internationale og danske kunstnere indenfor et bredt spektre af udtryksformer, lige fra installation og fotografi til skulptur og maleri.

    Christian Andersen er allerede er blevet udvalgt til at deltage på kunstmessen Frieze i New York efter blot 3-4 år. Det er virkelig godt gået. Galleriet har desuden også lige været på Independent i New York, hvor de præsenterede værker af engelske Tom Humphreys og tyske Benjamin Hirte. Og så skal galleriet også deltage på Liste i Basel i juni.

    Gallerist Christian Andersen udtaler selv følgende om galleriets praksis og om tilfredsstilledsen ved at »udforske ukendt land« i en artikel i Politiken: »Jeg havde interessen for de mere litterære og konceptuelle positioner inden for kunsten. Så jeg kastede mig ud i det, og jeg tror lidt, man ser det sådan, at jeg har skabt mig en niche«.

     

    Lasse Schmidt Hansen: For objects and the infinite - like or after a Katarzyna Kobro exhibition design (retitled and changed display), 2011. Glass, wood, paint. Dimensions variable. Courtesy of Christian Andersen.

     

    Rolf Nowotny. Arching Back Bended Knees, 2012. Powder coated aluminium and underwear. 1250 x 210 cm. Courtesy of Christian Andersen.

     

    Astrid Svangren: tvinna / virvla / inte länge / men oändligt, 2013. Wood, wax, paper, fabric, horse hair, oil, watercolour, wool, pins, plastic, shell. 144 x 159 x 35,5 cm. Courtesy of Christian Andersen.

     

    Morten Skrøder Lund: Untitled, 2013. Oil on polyester. 161 x 146 cm. Courtesy of Christian Andersen.

     

  • SUPERFLEX: Provokationens mestre

    Det var en broget skare af mennesker, der i onsdags var samlet til gratis omvisning på Kunsthal Charlottenborgs store SUPERFLEX-udstilling. Omkring 30 mennesker, unge som gamle, stod spredt i  kunsthallens rungende forhal, da klokken slog 17, og turen skulle til at begynde. Cirka et kvarter senere, da gruppen af sig selv var rykket ovenpå, ankom kunsthallens direktør, Jacob Fabricius, som skulle stå for omvisningen i samarbejde med Jacob Fenger, en af de tre medlemmer af SUPERFLEX, og så var vi ellers i gang.

    Udstillingen med den noget kryptiske titel: Working Titel: ”A Retrospective Curated by XXXXXXXXX” er kurateret af 8 forskellige kuratorer fra hele verden, som kunstnergruppen selv har valgt. Nogen af dem har de arbejdet sammen med før, andre er valgt på baggrund af deres internationale renommé. Kuratorerne har haft frie hænder til at vælge værker fra hele SUPERFLEX’ bagkatalog og finde deres eget tema til deres separate udstilling i kunsthallen - derfor er der også flere af kunstnergruppens værker, som optræder gentagne gange i udstillingen. Det lyder måske en smule ensformigt, men det giver faktisk værkerne mange flere facetter og langt mere dybde at optræde i flere forskellige sammenhænge i de store sale.

    Titlen på udstillingen er også et værk i sig selv - og en form for hævn fra to af kuratorernes, Daniel McClean og Lise Rosendahl, side. I 2007 udfordrede SUPERFLEX nemlig Det Kgl. Teater til at underskrive en kontrakt, i hvilken Det Kgl. Teater indvilgede i at undgå ord som ’billet', 'skuespil', 'scene' og 'teater' i deres skriftlige materiale og i forbindelse med billetsalget. McClean og Rosendahl udfordrede på samme måde SUPERFLEX og Kunsthal Charlottenborg før udstillingens start til at fjerne og undgå al brug af kunstnergruppens navn. Alle tre parter har underskrevet en officiel kontrakt, som har været en del af både pressemateriale og udstillingsfolderen, og ”SUPERFLEX” er derfor udstreget eller erstattet med X’er i alt materiale om udstillingen - også inde i selve kunsthallen.

    I forbindelse med omvisningen er det også imod kontraktens betingelser at sige ”SUPERFLEX”, hvilket Jacob Fenger kæmper en del mere med end museumsdirektøren. Flere gange opstår små, komiske seancer mellem de to mænd, hvor Jacob Fabricius bryder ud i en demonstrativ hosten for at minde Jacob Fenger om kontraktens betingelser, mens Jacob Fenger helt uforståeligt kommenteret på Jacob Fabricius’ hosten med et ”Sikke en hosten” eller ”Er du ved at blive syg?”. Det skaber en let og åben stemning på omvisningen, at vi kan fnise lidt af de to fine herrer og endda se en stor dansk kunstner grine af sig selv.

    ”Tja, vi er blevet sagsøgt så mange gange, så én gang fra eller til,” siger Jacob Fenger, mens han trækker både på skuldre og smilebånd, da Jacob Fabricius første gang minder ham om kontrakten med McClean og Rosendahl. Og som omvisningen forløber får vi mere og mere indsigt i, hvor mange penge det gennem årene har kostet SUPERFLEX at lave den slags kunst, de gør. Jacob Fenger fortæller blandt andet om deres store opgør med producenten bag PH-lampen, som var baseret på SUPERFLEX’ produktion af en gaslampe med samme udseende som PHs klassiker. Gaslampen var en del af et humanitært kunstprojekt i Afrika, hvor SUPERFLEX forsøgte at give den danske designerlampe nyt liv i områder af Afrika, hvor beboerne ikke har adgang til elektricitet.

    Retssagen stod på længe, og det var en hård proces, fortæller Jacob Fenger, som stadig er skuffet over retssagens udfald, da han mener, at argumentet for deres rettighed til at producere kopier af PH-lampen er, at det en del af den danske kultur og at ingen kan eje kultur. ”Siden sagens afslutning har vi haft forbud mod at vise gaslampen på udstillinger,” siger Jacob Fenger, mens han peger hen på en papkasse i hjørnet af lokalet, hvor Jacob Fabricius hiver et eksemplar af selvsamme lampe op. ”Den er teknisk set ikke udstillet… bare glemt i et hjørne,” siger Jacob Fenger med et glimt i øjet.

    På trods af udstillingens fragmenterede struktur med de otte forskellige kuratorer, så er der alligevel en tydelig rød tråd gennem hele udstillingen og gennem hele SUPERFLEX’ historie: Provokation. Jacob Fenger bruger ikke selv dét ord i sine beskrivelser af gruppens retssager og store kunstprojekter på grænsen af loven, for ifølge ham er det ikke gruppens ønske at provokere for provokationens skyld, men nærmere at udfordre forbrugerkulturens største aktører og stille spørgsmålstegn ved de regler, som efter hans mening er begrænsende for kreativiteten. ”Patentlovgivning beskytter jo ikke kunstnere og producenter - man bliver snydt uanset hvad - spørgsmålet er bare, om man vil gøre det fra et demokratisk eller udemokratisk perspektiv,” svarer Jacob Fenger, da en i gruppen spørger, hvorfor han ikke respekterer copyright-loven. Og sådan fortsætter den hyperintelligente kunstner med at vende vores argumenter på hovedet gennem hele omvisningen. Vi får slet ikke et ben til jorden, og går fra kunsthallen med, hvis ikke et nyt syn, så i hvert tilfælde et ændret syn på forbrugerkulturen, som vi alle er en del af.  

     

    Få mere information om udstillingen, åbningstider og så videre på:

    http://www.kunsthalcharlottenborg.dk/forside

  • Moderne kunst = ”Det kunne jeg da have lavet” + ”Ja, men det gjorde du ikke”

    Den moderne kunst kan virkelig dele vandene. Det er måske den primære grund til, at vi beskæftiger os med den. Alle kan blive enige om, at det kræver stor teknisk kunnen at male så naturalistisk og harmonisk som Leonardo Da Vinci og C.W. Eckersberg, men når det kommer til moderne værker af kunstnere som Mark Rothko og Asger Jorn, så er der pludselig delte meninger om, hvorvidt disse lige såvel kunne være udført af amatører som kunstnerne selv. Men er det virkelig så lige til at male som modernismens store mestre?

    På Politiken.dk kan man i dag læse om en kunstforfalskningssag, som har været i mediernes søgelys siden 2011, da den engelske forretningsmand, Pierre Lagrange, fik mistanke om autenticiteten af et ukendt Jackson Pollock værk, han havde købt for 17 mio. dollars i det dengang anerkendte galleri, Knoedler & Company, i New York.

    Da værket blev undersøgt viste malingen sig at indeholde farvepigmenter, som slet ikke eksisterede, da Pollock døde i 1956, og det blev derfor erklæret en forfalskning. Efterfølgende har det vist sig, at Pierre Lagranges Pollock-forfalskning langt fra er den eneste galleriet har solgt. Op mod 60 falske værker af forskellige moderne malere har været gennem galleriets kyndige hænder de seneste 17 år.

    Det viser sig at være en midaldrende, amerikansk kvinde ved navn Glafira Rosales, der er hjernen bag forfalskningerne. I ledtog med en ældre, kinesisk immigrant med et stort, teknisk malertalent har hun produceret falske malerier for flere hundrede millioner kroner i sit i hjem i Queens, New York, som hun har solgt til Knoedler & Company under dækket, at det var en samling, hun havde arvet fra sin afdøde far. Rosales står nu til at få op til 99 år bag tremmer for sit bedrageri, når hun skal for domstolen den 18. marts.

    Nu fristes man måske til at stille spørgsmålet: Hvordan er det lykkes Glafira Rosales at snyde kunsteksperterne med de falske værker? For den kendsgerning, at det faktisk er lykkes hende at snyde de professionelle burde vel være beviset på, at man ikke behøver at være kunstner for at skabe kunst på linje med den verdenskendte Jackson Pollock?

    Denne diskussion kan vi trække helt tilbage til dadaismens grundlægger, Marcel Duchamp, og hans udstilling af ”Fountain” i The Society of Independent Artists (SIA) i 1917. ”Fountain” er en ready-made-installation af et klassisk porcelænsurinal, der er vendt på hovedet og signeret ”R. Mutt”. Da komitéen i SIA afviste udstillingen af ”Fountain” i 1917 med begrundelsen, at værket ikke kunne defineres som kunst, afskrev Duchamp al kontakt med foreningen, og dadaisterne startede en revolution, som kom til at handle om kunstnerens magt over sine værker og kunstværkets uendelige udformningsmuligheder.

                                    

     

    The Society of Independent Artists mente altså ikke, at Duchamps værk kunne kaldes kunst, når der var tale om noget så almindeligt som et urinal, der blot var vendt på hovedet og signeret – på samme måde som nogen måske vil kalde Pollocks action-maleteknik for klatmalerier. Visse kritikere modsatte sig i sin tid Andy Warhols gengivelser af Campbell’s Soup-dåsen, da der var tale om et emballagedesign, som kunne opleves på hylderne i alle supermarkeder, og derfor ikke burde hænge på væggen i et museum. Der er altså tale om en diskussion, som har eksisteret i snart hundrede år, hvis eneste konklusion kan sige at være, at alle de omtalte værker er blevet ikoniske og har haft stor betydning for den moderne kunsts udvikling og den tidsperiode, de er skabt i.

    At bedrageren Glafira Rosales er blevet afsløret i sine forfalskninger af blandt andet Pierre Lagranges Pollock-værk, kan vel også kaldes en sejr for den moderne kunst. Selvom Knoedler & Company eftersigende ikke har opdaget værkets uægthed, før de solgte det videre, så har Lagranges alligevel haft en mistanke, og denne mistanke har affødt reaktioner fra flere andre kunstkøbere, som har hjulpet politiet på vej til at finde Rosales og hendes medsammensvorne. Det er altså muligt at efterligne en kunstners streg og teknik, men om man kan efterligne en kunstners udtryk og værkets påvirkning af dets beskuere, er endnu ikke bevist. 

    Læs hele artiklen om kunstbedrageriet på Politiken.dk: http://bit.ly/1iIYBbT

    Photo: Politiken.dk og Wikipedia.dk

     

     

  • Er du vores nye kommunikationspraktikant?

    Asbæk Art Consulting søger en engageret og initiativrig kommunikationspraktikant med interesse i kunst. Vi er kunstrådgivere med 100% fokus på samtidskunsten. Virksomhedens primære arbejde er at vejlede vores kunder indenfor de muligheder, der ligger i kunstens verden – åndelige, brandingmæssige og økonomiske. Vi har eksisteret i dette format i cirka 7 år, men tilsammen har vi mere end 40-års erfaring, både fra galleri- og kommunikationsbranchen. Vi var blandt de første i Danmark til at formalisere kunstrådgivningskonceptet, og vi brænder fortsat for at raffinere det. Vi er pt. 6 medarbejdere, og alle arbejder på højtryk for at specialisere og udvikle virksomheden. Dagligdagen er travl, og vi har derfor brug for en kvalificeret person, der kan hjælpe os med en række opgaver: 

    - Opdatering og udvikling af de faste medieplatforme. Herunder, Facebook, LinkedIn, Instagram, hjemmeside, app’en Art Cph og bloggen Udsendelse af et månedlig nyhedsbrev og skrive indhold hertil

    - Udsendelse af et månedlig nyhedsbrev og skrive indhold hertil


    - Vedligeholdelse af kundedatabase i vores CRM-system Highrise


    - Research og analyser af værker
- Pressemeddelelser og mediekontakt
- Forfaldent kontorarbejde

    Det er vigtigt, at du har en interesse i kunst og kommunikation. Nogle dage går det stærkt, så du skal kunne arbejde selvstændigt og tage ansvar. Du skal heller ikke være bange for at gribe telefonen og lave et opkald. Vi kan tilbyde dig en praktikplads i en dynamisk virksomhed, hvor du kan få opbygget en stærk, personlig erfaring og udvikle dine kommunikative evner. Du vil få grundlæggende indsigt i, og forståelse for, hvad der sker på den internationale kunstscene, og hvordan markedet udvikler sig. Herunder kendskab til at rådgive og navigere i den alsidige kunstverden. Vi ønsker en praktikant for 1 år (evt. 6 måneder).

    Vi regner med, at du kan tage din SU med fra en relevant uddannelse, og har mulighed for at supplere med yderligere 2.000 kr. pr. måned. Der er chance for en studenterstilling efter endt praktik. Vi forventer, du kan investere omkring 30 timer om ugen i Asbæk Art Consulting, og vi forsøger naturligvis at tilrettelægge timerne, så det passer dig bedst muligt. Vi er selvfølgelig fleksible omkring eksamensperioder.

    Praktikpladsen er ledig fra 3. februar 2014 med oplæring 30. og 31. januar.

    Vi forventer følgende af dig:

    - I gang med en relevant videregående uddannelse.

    - Gode kommunikationsfærdigheder mundtligt og skriftligt (både dansk og engelsk)

    - Mac bruger

    - Du kender Office pakken til mere end husbehov

    - Gerne kendskab til Photoshop

    Send en mail med dit CV og en kort ansøgning til tania@asbaekartconsulting.dk. Har du uddybende spørgsmål eller er i tvivl om noget kan du kontakte Tania Grønvald på tlf.: 51 80 80 54 eller sende en mail til ovenstående adresse. Ansøgningsfristen er d. 29.12 2013 (samtaler vil blive afholdt den følgende uge).

     

  • Sidste chance: Carl-Henning Pedersen & Sidsel Ramson i Martin Asbæk Gallery

    I disse dage viser Martin Asbæk Gallery et udvalg af værker af den store, danske Kobra-kunstner Carl-Henning Pedersen og hans kone, fotograf Sidsel Ramson. Udstillingen giver et indblik i det lange, smukke liv de to kunstnere har ført sammen, og Ramsons fantastiske sort-hvid fotos fra hele verden giver Pedersens farverige akvareller en hel ny dybde.

    Udstillingen er kurateret af Jacob Asbæk og Sidsel Ramson selv, og  løber  til og med i dag, den 26. november 2013, hvor Martin Asbæk Gallery begynder forberedelserne til udstillingen Blue Bottle Coffee, som har fernisering på fredag den 29. november 2013.

    Læs mere på martinasbaek.com

  • Sopheap Pich og De Røde Khmerer

    I dag har vi snakket meget om den cambodjanske kunstner Sopheah Pich, og hvor stor en betydning hans forfærdelige baggrund har for hans fantastiske værker. Pich voksede nemlig op under Pol Pots kommunistiske regime i Cambodja i 1970’erne og var fra en meget tidlig alder vidne til De Røde Khmerers rasering af hans folk og moderland. En mere traumatisk opvækst er svær at forestille sig, og den aflæses helt tydeligt i hans kunst.

    I vores lounge hænger et værk af Sopheap Pich med titlen Rattanakiri Red Wall Relief No. 1. Det måler ikke mere end 61 x 61 cm, men er meget overvældende, når man først kender lidt til Pichs baggrund. På afstand ligner værket mest en form for rustent metalgitter, men som man kommer tættere på det, opdager man, at det er konstrueret af naturmaterialer: træ, bivoks, siv m.m., og at det, man troede var rust, i virkeligheden er blodrød maling, som løber ned ad trægitteret. Værket måler ca. 5 cm i dybden, og inde i gitterstrukturen finder man en række små, vævede platforme, som også er malet blodrøde. Enkelte af dem er grønne, irgrønne, og dette øger metaleffekten, som værket har på afstand.

    Værkets rumfylde og gitterstruktur giver associationer til et fængsel eller en form for bur. De organiske materialers stringente optræden i værket er fuldkommen unaturlig, hvilket kan siges at spejle sig i Pol Pots blodige diktatur og dominans af cambodjanernes hverdag under bevægelsens storhedstid. Det cambodjanske folk var fanget i deres eget land og levede i virkeligheden som dyr i bure. Da Cambodja primært er et landbrugsland, kan man også sige, at naturmaterialernes unaturlige optræden i så lineært og struktureret et værk er en reference til den kontrol som Pol Pot tog over cambodjanernes land og kultur.

    Denne symbolik går igen i mange af Sopheap Pichs værker. Bl.a. kæmpeskulpturen Morning Glory  fra 2011, som kan opleves på The Met i New York. Værket forestiller plantearten morning glory, som cambodjanerne levede af under Pol Pots styre, da den var nemmere at dyrke end ris, og som i dag stadig er en stor del af landets nationalkøkken på trods af dens lave vitaminindhold. Den havde simpelthen for stor betydning for folket under styret til at kunne gå i glemmebogen. Selv siger Sopheap Pich om Morning Glory skulpturen: “My idea was simple: to make a gigantic portrait of the morning glory plant with flowers as the best way possible to commemorate its importance to me. To make it at this scale was a risk: we spent almost six months making a work that we didn’t know what the end result would be, nor if it would have any value as an art object.” (MetMuseum.org)

     

    Foto: Josefine Eckstrøm