• ArtStack: Den virtuelle kunstoplevelse

    Foto: Blouinartinfo.com

    Hvis du har hørt om den sociale billedplatform Pinterest, så har du måske også hørt om ArtStack. ArtStack har mange af de elementer, som Pinterest har, men er indtil videre kun tilgængeligt for folk i kunstens verden: kunstnere, galleriejere, kuratorer, samlere, m.fl. Her kan man skabe en virtuel samling af sine personlige favoritværker, et galleri med udvalgte billeder fra en kommende udstilling eller, som kunstner, udstille sine egne værker, som andre medlemmer af ArtStack vil kunne gå på opdagelse i. Man kan også tilføje kommentarer til de enkelte værker, man har udvalgt og således argumentere for, hvorfor netop dette værk er helt specielt eller, hvis man er kunstner, for eksempel fortælle de andre brugere på ArtStack, hvor inspirationen til et bestemt værk er kommet fra.

    Ifølge en af ArtStacks tre grundlæggere, Ezra Konwitz, er tanken bag platformen at give dens brugere mulighed for at opdage kunstnere og værker, som de ikke kender til og skabe et bredere internationalt netværk for personer med interesse i kunst. Der kan argumenteres for, om det ville være en fordel at lukke siden op for alle interesserede, og på den måde opnå en bredere kendskab til kunsten på verdensplan, da den elite, som ArtStack på nuværende tidspunkt er tilgængelig for, er folk, som i forvejen følger med i kunstens udvikling og allerede har en stor viden på området, som derfor måske ikke får ligeså meget ud af sitets indhold og muligheder, som personer udenfor kunstmiljøet ville.

    På ArtStack er det også muligt at søge efter værker af en bestemt kunstner, eller værker der er ”tagget” med et bestemt ord (fx en farve, et mål, en verdensdel, en kunstner), og på den måde begrænse sin søgningen på siden, hvis man leder efter værker af en specifik kunstner, type, størrelse eller alder. Dette gør ArtStack ideel til research af oplæg til kunder, idéer til udstillinger, nye kunstnere m.m.

    ArtStack indeholder også et PR-element, som især kan vise sig nyttigt for galleriejere og museer med en profil på sitet. Det vil for eksempel være mulig for et galleri at skabe en ”stack” (et virtuelt galleri) for en kommende udstilling, og på den måde skabe interesse for udstillingen og kunstnerne, der står bag værkerne. Det samme er gældende for museerne; hvorfor ikke vise et smugkig af nogle af de mest prominente værker, man har lånt til en udstilling, og på den måde skabe online-omtale om udstillingen, når det kan gøres ganske gratis på ArtStack?

    Fordi ArtStack kun har eksisteret siden slutningen af 2011, er tjenesten endnu under udvikling. Dog er den på kort tid blevet meget populær, og der er nu også udviklet en app, som gør det muligt for medlemmer at uploade billeder af værker, mens de er på udstillinger og på den måde anbefale en udstilling med det samme, hvilket potentielt kan inspirere andre af sidens brugere til at besøge udstillingen eller anbefale den til deres følgere, hvis de finder billederne interessante.

    Du kan læse mere om ArtStack her

    Besøg ArtStack på TheArtStack.com

  • Asbæk Lounge

    Hvis ikke du har været forbi de gamle Galerie Asbæk lokaler, med indgang i gården på Bredgade 23 for nyligt, vil vi lige minde dig om at vi har indrettet en ny lounge. Kig endelig forbi, så viser vi med glæde lokalerne frem.

    Loungen er ideel til møder og arrangementer af forskellig karakter – for både virksomheder og private. Den er indrettet med plads til afslapning og en kop kaffe, såvel som rum til målrettet arbejde for op til 10 personer.

    Der er lagt vægt på at skabe en komfortabel, personlig og imødekommende stemning med interiør af høj kvalitet og nøje udvalgt samtidskunst. Skiftende ophængninger vil desuden løbende præge lokalernes karakter. 

    Du kan læse mere om Asbæk loungen her

  • CHART | ART FAIR 2013

    Foto: CHART | ART FAIR

    CHART | ART FAIR er en ny kunstmesse i København der finder sted 30. august – 1. september på Kunsthal Charlottenborg og som udelukkende fokuserer på samtidskunst. På denne første messe præsenteres 22 udvalgte gallerier fra Danmark, Island, Finland, Norge og Sverige.

    Under messen er der 'talks' med Olafur Eliasson, kuratoren og forfatteren Luca Cerizza samt mange andre spændende kunstnere, kunstformidlere, kuratorer og andre aktører på kunstmarkedet. Foruden dette er der også performances, film, events kurateret i samarbejde med Charlottenborgs direktør Jacob Fabricius og en sektion for særlige projekter der viser større projekter og installationer rundt omkring på messen.

    Tania og Anne fra Asbæk Art Consulting vil være tilstede til CHART hvor de vil introducere ART CPH appen og hjælpe alle dem der har lyst til at bruge appen. ART CPH appen er en kunstguide til Københavns kunstelskere som enhver kan hente i app store (og den er gratis). Der er blevet lavet en mini-guide til CHART i appen hvor der både er info om messen, gallerierne, de forskellige events og et kort over messen.

    Du kan læse mere om ART CPH og hente appen her

    Du kan desuden læse mere om CHART her

    Fredag den 30. august kl. 22 er der åbningsfest i Charlottenborgs gård hvor der både vil være live musik, dj's, madboder og drinks.

    Kunsthal Charlottenborg Nyhavn 2, København K

  • The Astrup Fearnley Museum

    Foto: Nic Lehoux.

    Oslo står ikke umiddelbart højest på listen over europæiske kunst & kulturbyer, men et forholdsvist nyt privatmuseum er en gave til byens kunstscene.

    The Astrup Fearnley Museum er et strålende eksempel på hvorledes én samlers kendskab og dygtighed sikrer at offentligheden får indblik i kunstens verden. The Astrup Fearnley Collection er ejet af Hans Rasmus Astrup, shipping arving og entreprenør. Det elegante museum er designet af Renzo Piano og er placeret i Tjuveholmen ved havnefronten som i disse år undergår en større udvikling.

    Samlingen består af 1.500 værker, hovedsagligt samtidskunst fra USA. Hele samlingen var tidligere placeret i en afdeling på Astrup's hovedkontor, men har nu fået 3 gange så meget plads i de nye omgivelser. Direktøren Gunnar Kvaran fortæller: "The particular thing about our collection is that we aim to collect a wide range of works by just a few artists, rather than the other way round”. Samlingen er overvældende fokuseret og detaljeret, med adskillige værker af blandt andre: Jeff Koons, Cindy Sherman og Matthew Barney.

    Udover Astrup Fearnley samlingen er det i øjeblikket muligt at se udstillingen - 'Untitled Horrors' af Cindy Sherman.
    De udvalgte værker ligger vægt på det urovækkende og forstyrrende i kunstnerens værker.

    Hvis turen går til Norge, anbefaler vi man kigger forbi.

    Læs mere om museet, samlingen og dets historie her.

  • Lynette Yiadom-Boakye

    På kontoret taler vi rimelig meget om den talentfulde kunstner Lynette Yiadom-Boakye som er nomineret til Turner Prize 2013 og som også udstiller på Venedig Biennalen i år. I 2012 blev hun desuden tildelt hovedpræmien til Future Generation Art Prize. Hun er kort sagt én af de kunstnere der ikke er til at komme udenom på den nuværende samtidsskunstscene og som vi er ret vilde med!

    Lynette Yiadom-Boakye er især kendt for sine figurative malerier, hvor lys og mørke er forbundet på en betagende og hemmelighedsfuld måde. Hun formår at transformere hverdagssituationer til poetiske portrætter og universer, som med kraft trækker beskueren ind.

    De mennesker, Yiadom-Boakye skildrer i sine malerier er ikke portrætter af mennesker, der findes i virkeligheden, men derimod billeder af fiktive figurer fra hendes scrapbøger og fantasi. De ligner repræsentationer af mennesker i helt almindelige hverdagssituationer, der er løsrevet fra en bestemt tid, sted eller endda til tider, køn. Men deres psykologiske kompleksitet rammer dybt. Et skævt smil, et mystisk blik, en usædvanlig holdning samt andre symbolske tegn og kulturelle referencer insisterer på at beskueren gør brug af sin fantasi og træder ind i Yiadom-Boakye’s inspirerende univers. Et univers som svæver mellem realisme og ekspressionisme.

    Lynette Yiadom-Boakye har udstillet på blandt andet Tate Gallery i Liverpool, The Saatchi Gallery i London, CCA Andratx på Mallorca og CEAAC (Centre Européen d’Actions Artistiques Contemporaines – European Centre for Contemporary Art Projects) i Strasbourg. Lynette Yiadom-Boakye er repræsenteret hos Jack Shainman Gallery i New York og Corvi Mora i London.

    Læs mere om Turner Prize 2013 nomineringerne her.

    Og se billeder af Lynette's værker til Venedig Biennalen 2013 her.

  • Elmgreen & Dragset kuraterer offentligt kunstprojekt

    Foto: Tatiana Trouvé, "Waterfall", 2013.

    Den Skandinaviske kunstnerduo Elmgreen & Dragset har kurateret det offentlige kunstprojekt 'A Space Called Public / Hoffentlich Öffentlich', i München. Det er byens største investering i offentlig kunst til dato, €1.2 millioner. Elmgreen & Dragset har udvalgt 17 offentlige værker, fra 13 lande, og spredt dem rundt omkring i byen.

    Projektet startede allerede delvist tilbage i januar, men havde dets generelle åbning den 6. juni da alle værker stod on-view i byens gader. Der er valgt en åben struktur, som har givet Münchens borgere mulighed for at opleve adskillige kunstneriske eksperimenter siden projektet blev igangsat. Ordet 'hoffentlich' er indeholdt i den tyske titel og refererer til den håbefulde forventning om at åbne op for interaktionen mellem byens konservative image og samtidskunsten. Modsat de store verdenskendte biennaler, som tiltrækker de internationale kunstkendere, er dette projekt nærmere rettet mod byens egne borgere. Projektet har ikke været lige vellidt gennem hele processen, men udover protester har der også været mange positive tilkendegivelser.

    Münchens borgere kan se frem til at leve et par måneder endnu omgivet af den offentlige samtidskunst. Nogle af mine favoritværker er: "Waterfall" af den italienske kunstner Tatiana Trouvé, Elmgreen & Dragset's eget værk, "It's Never Too Late To Say Sorry", samt den kontroversielle "Berlin Puddle" af Kirsten Pieroth, hvor beskidt vand fra Berlin bliver hældt ud i Münchens gader.

     

    Læs meget mere om projektet og værkerne her.

  • Copenhagen Photo Festival 2013

    I denne weekend er det sidste mulighed for at se et væld af udstillinger og spændende fotokunst til Copenhagen Photo Festival 2013. Med udstillinger over hele byen på gallerier, museer, udstillingssteder og i selve byrummet møder man fotokunst både ude og inde. Så hvis ikke du allerede har været på opdagelse i fotografiets verden, vil jeg anbefale dig at kigge forbi dette års fotofestival for at opleve (i hvert fald) en brøkdel af de udstillinger der er i København til og med søndag den 16. juni.

    Jeg har derfor lavet en lille guide til dette års fotofestival, med et par anbefalinger:

    "Den Censurede Udstilling 2013"
    Photo City Carlsberg
    Bryghuset - Ny Carlsberg Vej, ved Elefantporten, 1799 København V.

    Den Censurede Udstilling er en gruppeudstilling med værker fra 44 danske og internationale fotografer udvalgt på baggrund af mere end 4000 værker. På denne udstilling er der et bredt udvalg af toneangivende kunstnere og fascinerende fotografikunst fra forskellige steder i verden.

    "State of the Art"
    Photo City Carlsberg
    Slottet - Pasteursvej 4, 6. sal, 1799 København V.

    State of the Art er en gruppeudstilling med værker af en række af de største danske kunstfotografer repræsenteret af gallerier i København. Heriblandt kunstnere så som Astrid Kruse Jensen, Jakob Hunosøe, Nicolai Howalt, Peter Funch, Erik Steffensen, Ebbe Stub Wittrup og Trine Søndergaard. Udstillingen er kurateret af Jens Erdmann. Du har både mulighed for at opleve fotojournalistik og kunstnerisk fotografi i særklasse til denne udstilling.

    I dag (fredag d. 14 juni) kan du desuden møde kunstfotograferne og de gallerier, som har medvirket til udstillingen i Slottet i Photo City fra kl. 14 til 16. Kurator Jens Erdman Rasmussen introducerer udstillingen og derefter er der mulighed for at få en snak med kunstnerne.

    "Fotoskolerenes udstilling i Photo City"
    Photo City Carlsberg
    Halmlageret – Ny Carlsberg Vej, 1799 København V.

    Der er nogle rigtig dygtige fotografelever på Fotoskolernes udstilling, som har originale og friske ideer og som også går i dybden med deres projekter. Gå ud og tjek det helt nye fotokunst der kan flytte grænser i fremtiden.

    Et lille ekstra tip: Det er værd at nævne, at der er gratis omvisninger i Photo Citys udstillinger i Carlsberg lørdag d. 15 juni kl. 14 og søndag d. 16 juni kl. 14. Mødested: Elefantporten

    "Personal Projects"
    Øksnehallen
    Halmtorvet 11, 1700 København V

    Otte af landets bedste fotojournalister indtager Øksnehallen med gribende fotografiske fortællinger på udstillingen Personal Projects. Fotograferne har bestemt noget på hjerte og holder et meget godt niveau. Udstillingen formår også at reflektere over fotografens rolle og arbejde på denne udstilling.

    "City Space Art Project"
    På gader i hele København og i samtlige metrotog.

    Oplev fotokunst på gadeplan rundt omkring i byen og i samtlige 30 metrotog der omdannes til kørende udstillinger. Søren Solkærs 'Souls' og andre inspirerende værker fra den censurerede udstilling fylder byrummet på gader i hele København.