• Engang døde fortroppen først, men i dag holder den hele vejen

    Det var sjældent ret moderne at være den første og nogle gange endda forbundet med direkte risiko. I rigtig gamle dage blev man brændt. I gamle dage blev man lukket inde og indtil for nylig - og dette er måske pionerens/kunstnerens/galleriets værste mareridt – blev man overset.

    Heldigvis ved jeg, igennem mit arbejde som kunstrådgiver, at det ikke er helt så hårdt og urentabelt at formidle oplevelser fra på forkanten, som det var engang. Vi forbrugere er blevet mere modtagelige for det: underfundige, provokerende, poetiske og vi har indset vores behov for kunsten - også den der holder sig lige uden for vores umiddelbare fatteevne.

    Og den dag vi indhenter et værk og forstår det, kan vi være sikre på, at vi kun får ro et kort øjeblik, for lige rundt om hjørnet ligger det næste gode galleri med den næste fantastiske kunstner, klar til at udfordre os igen. Hvem skulle ha troet at kunsten ligefrem kunne lære os noget og blive så eftertragtet at mennesket kan/skal overleve af den.

  • Et (par) atelierer i New York

    Det (stort set) absolut mest interessante ved mit job som kunstrådgiver er at blive præsenteret for noget nyt. Ikke nødvendigvis en ny kunstner eller et nyt værk af en kunstner jeg kender, men for en ny forståelse af noget, jeg troede jeg kunne til fingerspidserne.  I forbindelse med The Armory messen i New York, var vi så heldige, at blive inviteret på nogle atalier-besøg hos nogle kunstnere jeg var sikker på, jeg havde placeret vel i mine mentale arkiver med henblik på at hive dem frem, når den rette samtale eller den rette klient bød sig. Der var kort sagt: ”styr på dem”. 

    Og så kommer man op i studiet og bliver budt indenfor og får fortalt lidt og forklaret mere og en komplet ny synergi imellem værk og kunstner opstår - og med den bliver mit teoretiske udgangspunkt (baseret på liveoplevelser af værker ex. kunstner, PDF præsentationer, CVer og velmenende galleristers rørende formidling af hvem, hvad og hvorfor) bombet itu og jeg får lov til at nyde en kunstner, hvis værker jeg kendte, igen og lidt forfra, fordi jeg fik lov til at møde kunstneren.

    Selvfølgelig kan man også løbe ind i nogle tomme tønder, men jeg oplevede stort og hjerteligt og autentisk nærværd hos Wes Lang og John Copeland og Les Rogers.  Måske vil det være lidt for religiøst at kalde det : ”Ahhaaaaaah oplevelser,” men det var i hvert fald nogle dejlige: ”Nåååååh ja … derfor” oplevelser.

    Tak til dem der gjorde det muligt – ikke mindst kunstnerne.

  • Nogle gange er det let at være objektiv.

    Som man færdes rund i kunstmiljøet støder man selvfølgelig på mennesker – også mennesker man kommer til at holde af. Og jeg holder utrolig meget af Ebbe Stub Wittrup, både som person og som kunstner. Faktisk har jeg fået lov til at kigge ham lidt over skulderen under arbejdet med hans seneste udstilling på Overgaden: The Voice of Things. Nogle af de ideer han har luftet diskret og vist brudstykker af undervejs, og som der har begejstret mig, selv i de fragmenterede stumper han tillod mig at dele dem, inden de var endelige, har betaget mig fuldstændig. Overvældet af han minutiøse research og konsekvente og rene eksekvering af sit komplekse koncept elskede jeg ideen om udstillingen, lang tid inden udstillingen var en realitet. Jeg elskede alle klodserne, men dette var jo ingen garanti for at værkerne præsenteret i sammenhæng ville fungere, og kærlighed gør jo som bekendt også blind. Også i kunsten.

    Jeg vil vove den påstand at min totale begejstring for Ebbes udstilling på Overgaden ikke er det mindste forplumret af mit subjektive udgangspunkt. Denne udstilling er noget af det klogeste og smukkeste jeg har set – og så endda lige her på dansk grund og ganske rundt om hjørnet.

    International verdensklasse. Kig selv forbi og fortæl mig at jeg ikke tager fejl.

  • Kommunikationspraktikant søges

    Asbæk Art Consulting søger en engageret og initiativrig kommunikationspraktikant, med interesse i kunst. Vi er kunstrådgivere med 100% fokus på samtidskunsten, vores primære arbejde består i at vejlede vores klienter omkring de muligheder, der ligger i denne verden – åndelige, brandingmæssige og økonomiske.

    Vi er en lille virksomhed, men har mere end 40 års erfaring fra galleri og kommunikationsbranchen. Vi var nogle af de absolut første i Danmark til at formalisere kunstrådgivningskonceptet, og vi har nu raffineret det igennem 4 år. Vi er pt. 4 medarbejdere og det går strygende. Vi vokser os hele tiden større og derfor har vi brug for en kvalificeret person, der kan hjælpe os med en masse forefaldende opgaver:

    • Opdatering og videreudvikling af vores medieplatforme. Herunder facebook, blog og hjemmeside

    • Vedligeholdelse af vores kundedatabase

    • Research og udformning af månedlige markedsanalyser

    • Vedligeholdelse af kunstnerdatabase

    • Pressemeddelelser og kontakt til medier

    • Forefaldende kontorarbejde

    Det giver sig selv, at du skal have en interessere i kunst, kommunikation og PR. Det kommer til at gå stærkt, og du skal kunne tænke selv og tage ansvar.

    Vi kan tilbyde praktikplads i en dynamisk virksomhed, hvor du får mulighed for at samle erfaring og få en grundlæggende forståelse for, hvad der sker på den internationale kunstscene, og hvordan det foregår. Kort sagt kan vi tilbyde dig en indsigt i de mekanismer, der udgør samtidskunsten - og en uddannelse indenfor det at rådgive og navigere i denne fantastiske verden.

    Vi ønsker en praktikant for 1 år (evt. 6 måneder). Vi regner med, at du kan tage din SU med og vi kan supplere med yderligere 2.000,- pr. måned - der vil være stor chance for ansættelse i en studenterstilling efterfølgende.Vi forventer, at du investerer omkring 30 timer om ugen i Asbæk Art Consulting. Så der vil være mulighed for at du kan tage et fag sideløbende og vi er selvfølgelig fleksible omkring eksamen.

    Start 15. april eller evt. senere.

    Hvad vi helt konkret forventer af dig:

    • I gang med en videregående uddannelse gerne fra CBS eller ITU

    • Gode kommunikationsfærdigheder mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk

    • Mac bruger

    • Du kender din Office pakke til mere end husbehov

    • Gerne kendskab til Photoshop

    Send en mail med dit CV og en ansøgning til tania@asbaekartconsulting.dk. Har du et par uddybende spørgsmål, kan du kontakte Tania Grønvald på 51 80 80 54 eller sende en mail til ovenstående adresse. Fra d. 5. marts - 18. marts er vi på kunstmesse i New York, så i denne periode er vi svære at fange pr. telefon.

    Ansøgningsfristen er d. 25. marts 2012.

  • Godt nyt fra Vest-fronten

    1. Erwin Wurm

    2. Nina Saunders

    3. Søren Bencke

    Det var den 02.02.2012 og vejret var absolut ikke noget at grine af, men måske kunne vi finde lidt lækkert til lattermusklerne på Esbjerg Kunstmuseums udstilling: Humor, alvorligt talt.

    Og der var varme og berigelse og smil at hente i det oplagte og vedkommende tema, som de søde kuratorer på Esbjerg havde løst fornemt i forhold til de (inviterede) udstillede navne og værker (se listen herunder). For selvfølgelig var det ikke for sjov. Kunstnerne tog sig selv og deres ærinde lige nøjagtig så uhøjtideligt at alle de nødvendige referencer til vores håbløse kontekst af en hverdag/virkelighed kom til udtryk. Så sig det med humor – det kan slå temmelig hårdt.

    Her er linket og listen - men skal det være seriøst sjovt anbefaler vi at selv tager turen forbi.

    PS. Det skal også lige nævnes, at der bagefter blev holdt en hyggelig middag hvor alle vi kunstelskere havde rig mulighed for at tale med hinanden på kryds og tværs. Så stor tak til Inge Merete, Christiane og Birgitte og alle jer andre der sørgede for en god og givtig aften. 

  • Altid skønt at blive set af sine egne

    Ferdinand Ahm Krag er en af landets dygtigst unge kunstnere (ja ja – det kalder man altså stadig kunstnere der ikke er så gamle i alder – uagtet de har en masse fantastiske udstillinger i bagagen) og han er sammen med et kvalificeret panel af mere eller mindre ligesindede blevet bedt om at indstille hvilke udstillinger der har været mest inspirerende/vedkommende i året 2011.

    Krag er så flink at nævne en af mine absolutte favoritudstillinger fra indeværende år: ” Der Stadtneurotiker” af Jacob Borges (udstillingen var på – næsten – altid fantastiske Overgaden). Og så er det jo yderligere fantastisk at Jacob Borges åbner en udstilling den 23.03.2012 i Asbæk Art Consultings lokaler i Bredgade 23. Jeg har stor tillid til at også denne udstilling vil havne på en liste eller to over 2012s kunstneriske højdepunkter.

    I mellemtiden kan man klikke lidt på linket her

  • STOP! (forbudt for andre)

    Gallerier har en sjælden mulighed for at skabe nogle synergier indenfor kunsten der i sidste ende vil komme alle interesserede til gode. Og alligevel har man i branchen historisk opereret med vandtætte skotter, når det gælder udstillinger, kunstnersamarbejder og kundedatabaser.

    Motiveret af frygten for at miste et salg har man holdt alle aktiver (og aktiviteter) tæt til eget lokale og nærmest stavnsbundet kunstnerne. Selvfølgelig er det mest hensigtsmæssigt at en kunstner har et hovedgalleri, der varetager de primære interesser og de løbende aktiviteter og udfordringer, der er i denne beskæftigelse.

    Det er hårdt arbejde at være gallerist og det er kostbart. Så derfor er en loyal relation imellem kunstner og galleri en forudsætning for et succesfuldt samarbejde. Men når det så er sagt og skrevet, kan man altså godt være lidt mere storsindet i den måde man forvalter ”sin kunstner” på.

    Heldigvis er der sket en del på den front igennem de seneste år. Og nu er der en ny generation af gallerister (jeg kender de fleste og de er super cool), der forstår, at vi alle har et ansvar, når det kommer til at formidle kunsten, og de oplevelser, der følger deraf.

    De nye gallerister ved at hvis man deler oplevelserne, så kommer der flere til og flere i butikken giver mere salg og mere salg giver både galleri og kunstner større muligheder.

    Jeg ved, at der i det kommende år vil opstå en masse spændende samarbejder gallerierne imellem. Jeg ved at det vil gavne kunstneren og kunsten massivt. Kunstelskere kan godt begynde at glæde sig. Jeg glæder mig i hvert meget til at skrive nærmere om hvor og hvornår det sker.

    Jeg må bare ikke endnu. Det er stadig lidt hemmeligt :)