• Forvirring fra Frieze med forsinkelse

    Billedtekst: Interiørfoto fra Galerie Georg Kargls stand (bemærk kunstnerisk velplaceret fingerskygge i øverste højre hjørne)

    Frieze er fantastisk. For uanset om alle gallerierne holder niveau, vil der altid være fyldt med perler rundt omkring på standene. Kostbare perler for som beskrevet i en tidligere blog, er det så som så med de gallerier, der tør tage chancer.

    Det er simpelthen blevet for dyrt at have en stand, og derfor er man nødt til at satse på det sikreste og ikke nødvendigvis det bedste. Dette var yderligere udtalt sidste år som en konsekvens af finanskrisen. Og derfor kunne man jo frygte det værste i år. Men nej. Der var virkelig godt gang i gallerierne og flere af dem havde turde ryste posen og de forsøgte sig med yngre navne og alternative ophængninger.

    Nogle faldt igennem - men flere lykkedes. Blandt sidstnævnte var altid gode Galerie Georg Kargl. Med bl.a. Pettibon, Solakov og Gumhold i skøn og omhyggeligt ophængt forvirring gik man på Kargls stand ind i en anden og mægtig modig, moderne verden. Tak for det.

  • Fra messe til messer

    Selvom ART Copenhagen er vel overstået er det stadig muligt at finde masser af fantastiske messeoplevelser indenfor, om ikke gå afstand, så overskuelig rejseafstand. Fra den 12. til den 16. oktober løber Frieze. Den foregår i London og er vel nok den vigtigste messe for samtidskunst i Europa (måske sammen med Basel).

    Fra den 20. til den 23. oktober har vi FIAC i Paris. Her kan man se alt fra gamle mestre til det nyeste af det nyeste. Niveauet er igen blevet meget højt, men messen er gennemgående ikke helt så progressiv som Frieze. Den er dog rigeligt en rejse værd, og så er maden i Paris jo noget bedre end den i London – generelt set.

    Har man ikke fået nok af kunst eller Paris for den sags skyld, så bør man besøge Paris Photo i dagene 10. til 13. november. Her er al verdens bedste fotokunst (både gammelt, ældre, nyt og helt på forkant) samlet under et tag.

    Så til dem der har tiden og lysten er det bare at ønske: Gode rejser.

  • En fornøjelse i Forum

    Billede 1 - Paul McDevitt og Cornelius Quabeck tegner bøger

    Billede 2 - Aids 3D

    Billede 3 - Lea Porsager

    Der har netop været kunstmesse i Forum. Og jeg er imponeret. Efter en noget blodfattig periode hvor ART Copenhagen var nær ved at udvikle sig til et kræmmermarked, er messen, ved god ledelse og et kvalificeret messeudvalg, blevet en skandinavisk sværvægter med noget af det ypperste norden har at tilbyde. De bedste gallerier fra her og nabolandene har samlet noget af det bedste de repræsenterer og fundet en fin balance imellem oplevelse og det kommercielle. For selvfølgelig skal gallerierne også overleve, men mange (de fleste) af dem er også deres kunstneriske ansvar bevidst. Og der var mange perler i et tætpakket Forum. Både i form af enkeltværker, men så sandelig også i form af komplette og godt tænkte stand-eksekveringer. Jeg vil ikke begynde at nævne, for så kommer jeg jo til at glemme. I stedet er der her nogle billeder kun betitlet ved kunstneren og så må man selv gætte sig til galleriet. Det er jo for øvrigt også mindre vigtigt, når alt alligevel var samlet under et tag. En herlig og velbesøgt fornøjelse.

  • ABC Berlin – A Smartfair Concept

    Berlin er en fantastisk by. Man mærker at lysten til nytænkning for simpel overlevelse har drevet værket. Og i snart mange år har Berlin været centrum, mekka og distributionskanal for det bedste samtidskunsten kan tilbyde. Berlin er større end London, og det er i kraft af sin kultur og ubændige skabertrang.

    Men nogle gange går det lidt for stærkt. Eller måske snarere – nogle gange glemmer man, hvor man kommer fra og bliver lidt for smart i den gode/sunde/nødvendige udviklings tjeneste. Dette mener jeg afgjort er tilfældet med de største Berlinergalleriers fælleseuropæiske udstillingstiltag ABC.

    Det er på papiret tænkt som en strengt kurateret udstillingsscene (man kalder det med rette ikke en messe, men giver alligevel indtryk af, at det er en messe), hvor de ”største” europæiske gallerier bliver inviteret til at komme og fylde en væg med ét af deres hovednavne. Derefter sidder der et udvalg og placerer denne væg i udstillingsforløbet. Vil man være med, skal man rette ind. Og så selvfølgelig invitere alle de samlere, man kender og værner om, så de kan kommer forbi og opleve den innovative Europæiske kunstscene på dennes hjemmebane Berlin.

    Flot nok, men ikke et fair koncept for de inviterede gallerier. De bidrager til stemningen og det høje kunstneriske niveau, men de får ikke rigtig noget igen. Den kunstneriske kredit tilfalder ABC og den økonomiske kredit tilfalder alle de Berlingallerier, der står bag messen og tilfældigvis har lokale åbninger med deres helt store salgsnavne, samtidig med ABC foregår. For når nu alverdens samlere dukker op for at se det ypperste indenfor samtidskunst, så kan man da lige så vel åbne et outlet med egne store navne lige rundt om hjørnet.

    Smart, men måske lige smart nok. Hvis jeg var et af de inviterede gallerier, ville jeg da lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg hopper på ABC igen næste år. Men for nuværende skal de da have tak for en ganske ok kunstnerisk oplevelse.

  • Giv lidt plads til de sande genier

    Nogle gange skal man bare droppe at blogge sig over både det ene og det andet. Lade sine meninger blive i fingrene og give plads til de mennesker, der skaber alt dét, vi andre går rundt og tager mere eller mindre kvalificeret stilling til.

    Så her mine damer og herrer, helt fri for indledende analyse og ufarvet af min eventuelle politiske agenda. En af Danmarks dygtigste kunstnere i egne uredigerede ord: 

    Lilibeth Cuenca

  • Kom ud af starthullerne og ind i kunsten

    Billedet:"The Talmud"  Ilustreret af ukendt kunstner

     

    Kunsten er en retning. Måske et pejlemærke, men ikke en periode. Kunsten er løftet om et foreløbigt mål og ikke et middel til at tvinge folk i samme retning. Kunst kan ikke definere en tid, for den er ikke demokratisk. Kunst er ikke kultur, for kultur er den kontekst vi lever i. Og her har den gode kunst for længst overhalet hverdagen.

    Kunsten er vores iboende skabertrang - den splint af ånd, der udfordrer reglen om lineær raffinering. Og kunst kolliderer ikke med naturvidenskab, for man kan sagtens bekende sig til både det uforklarlige og naturvidenskaben. Er det ikke lettere at være praktisk og problemløsende, når vi tror på, at vi rummer muligheden af det enestående?

    Kom ud og kig jer omkring i kunsten. Gå ud og få jer nogle oplevelser, der ikke er sådan lige til at forklare, men som helt sikkert ikke vil gøre jer dummere. Begynd med gallerierne i Bredgade og omegn. Slå et smut omkring Ny Carlsbergvej. Gi' dig god tid i Kødbyen og undlad nu ikke at stikke forbi Amager Strandvej. Der er masser at se på, og kun grund til at være stolt over den høje standard, så mange af vores danske gallerier holder. Er der noget der virker inspirerende, uklart, befordrende, fantastisk - eller er der noget, I bare har lyst til at dele, er I altid velkomne til at komme forbi til en kop kaffe på Bredgade 23 og dele jeres indtryk. Der er heldigvis intet facit, så vi behøver ikke være enige – det eneste der betyder noget, er at man er blevet ramt. God fornøjelse

  • Ruth Campau om Ruth Campau – kunsten fra kilden selv!

    (Med kort intro af en uskyldig iagttager og offer for elendig billedkunstanalyse i 70erne og 80erne)

    De fleste af os husker ungdommens dansktimer, hvor kunstværker blev splittet ad med henblik på at blotlægge og forstå den smerte eller glæde eller liderlighed, der utydeligvis lå bag hvert et element, motiv og penselstrøg pågældende kunstner havde betjent sig af i sin komposition. Datidens dansktimers parametre for den ”perfekte” analyse var så simple, at ikke engang æstetik og tilfældighed blev regnet med. I dag har vi et lidt mere komplekst syn på kunsten og kunstens skabere. Måske fordi kunsten er blevet mindre odiøs og kunstnerne mere tilgængelige.

    Vi har været så heldige at få Ruth Campau til at fortælle om sine metoder. I 1982 ville nedenstående redegørelse nok kun sikre hende et 7 tal med pil op (efter den gamle skala). Læs. Kom forbi. Se hendes fantastiske udstilling. Og bedøm selv:

     

    En fastfrysning af nærvær

    Jeg tager mit afsæt i ideen om, at jeg med et koncentreret penselstrøg kan formidle menneskeligt nærvær ved at overføre og fastfryse det til en flade. At jeg ved at transformere et flydende stof til et fast stof kan forevige kroppens bevægelse via et penselstrøg. Mit afsæt er også tanken om ’et uendeligt maleri’, hvor det, jeg viser, blot er et udsnit af et større maleri og som sådan bare en slags repræsentant for et menneskeligt nærvær. Derfor bliver de problemstillinger, som hersker ved selve tilblivelsen/udførelsen vigtige, og kroppen, bevægelsen og tiden bliver afgørende faktorer i mit arbejde.

    Jeg forsøger at perfektionere mine bevægelser med redskabet (sædvanligvis pensel eller kost) til identiske, mekaniske og gentagende bevægelser. Ud fra den samme bevægelse og gentagelse springer forandringen. Akkumulation af identiske bevægelser med kosten og den koncentration, der ligger i disse, bliver billedets egentlige indhold. Idet billedet er bygget op over identiske bevægelsesmønstre og gentagelser, bliver tidsfaktoren vigtig. Strøget skal laves i ét nu. Arbejdet lader sig ikke genoptage. Rettelser kan kun lade sig gøre indenfor et meget kort tidsrum (mens akrylen endnu er våd), og den intensiverede nerve, der hermed er sat i spil, er afgørende for den skærpede sanseoplevelse, der ligger i udtrykket. En fastfrysning af det nærvær, der ligger i én koncentreret bevægelse – her og nu. Og det er netop det nærvær, der for mig er det essentielle. Det er her, billedet løfter sig ud over det materielle og søger en form for transcendens. En form for væren.

    Formatet bestemmes af rummet og materialernes dimensioner, men også af min krops rækkevidde. Den er cirka 2,70 cm (3 meter med lidt god vilje og en lang stang), idet jeg skal kunne trække en kost ned over malegrunden i ét hug. Jeg arbejder ofte i store formater, for det er netop 1:1-oplevelsen med maleriet, jeg ønsker. Det er mit håb, at dette kropslige forhold til maleriet kan forplante sig til beskueren som en krop-objekt-rum-oplevelse, hvor han/hun opnår en følelse af at være inde i maleriet og dermed en del af noget større. Det er mit håb, at betragteren vil gribe nærværet og det ikke-mekaniske udtryk som et vidneudsagn om menneskelig tilstedeværelse uden yderligere krav til ham eller hende. 

    Venlig hilsen

    Ruth Campau