• Min forretning

    Jeg lever af kunst. Jeg kan ikke male, tage fotos, formgive eller udtrykke noget af stor kunstnerisk værdi med mig selv som mediet. Men jeg kan se kunst. Jeg har en kvalificeret ide om hvilken kunst, der vil udvikle sig, og jeg har også en lille ide om, hvilken retning den vil udvikle sig i. Det kan man tjene penge på. Og dette skal man høre meget ondt for i en temmelig unuanceret kampagne diverse medier kører i disse dage.

    Hvorfor er det så forargeligt at god kunst også skal referere til og fungere i en økonomisk kontekst, og kan man fortænke interessenter, der har postet formuer i udbredelse af kunsten, også da den var hemmelig, at de vil beskytte deres forretning?

    Ja – hvis du organiseret forsøger at lave lort til guld (ironisk nok er den eneste der mig bekendt er lykkes med dette Manzoni – en kunstner). For selvfølgelig kan man påvirke et marked og pumpe noget kunstigt op. Men du kan ikke påvirke kvalitet. Du kan forvirre nogle mennesker til at tro, at det her er det fedeste netop nu, og du kan forsøge dig med en bevisførelse, der tager 100% udgangspunkt i auktionspriser. Du kan spekulere i dette. Ligesom du kan tage afstand fra dette og skrive artikler om dette u-hellige misbrug af ånd (er disse artikler ikke også en form for associeret spekulation?) uden at beskrive de grundlæggende principper for de markedskræfter, der gør meget godt for kunsten. I min verdener er begge ”lejre” lige skyldige.

    Egentlig burde jeg være ligeglad. Mit forhold til kunsten er anderledes. Jeg tror nemlig, at jeg ved, at på den lange bane, vil den begavede kunst træde i karakter. Derfor kommer begavet kunst også til at betyde noget andet og sekundært vil den koste mange penge (se, en påstand der godt kan forenes i en skreven sætning). Fordi den begavede kunst har en dobbelt værdi. Jeg er ikke bange for at en eller anden tosse med forkerte, kortsigtede motiver, der sidder bagerst i auktionssalen og giver klodset økonomisk mund til mund til et ligegyldigt værk. ”Survival of the fittest” fungerer skam også indenfor kunst. Jeg vil endda vove den påstand, at der er væsentlig færre ”Pandaer” (i denne sammenhæng bliver det nuttede dyr brugt til at beskrive noget, der burde uddø, men som interessegrupper bruger skamløst mange ressourcer på at holde i live på trods af evolution-tekniske forhold) i samtidskunsten, end der er på aktiemarkedet, eller ejendomsmarkedet. Jeg er bange for en presse, der ikke tager deres emner seriøst.

    Nu er det selvfølgelig ret let at anfægte mine motiver, for hvorfor skulle jeg ikke skrive for at forsvare mekanismerne i min forretning.

    Men døm selv. Aviser lever af at sælge sensationer (med den mediestruktur vi har, er det jo ikke nok at formidle nyheder længere). Og om 14 dage er de journalister, der har brugt (måske) en hel måned på at infiltreret kunstens kapitalistiske skyggeside, i fuld gang med at dissekere ”kartoffel-avler-syndikatet”.

    Om 14 dage lever jeg stadig af og med det, der i min optik er en af de mest spændende kræfter i mennesket. Og tænk engang – jeg skammer mig slet ikke.

  • En kunstrådgivers hverdag (på messen)

    Som rådgiver indenfor samtidskunst er messerne det forum, hvor vi kan danne os et indtryk af, hvad der er på markedet. Men hver messe er forskellig. Nogle har vægt på den yngre kunst. Nogle er store tunge salgsmesser for den mere etablerede kunst. Og andre er udstilling af det ypperste indenfor samtidskunsten generelt.

    Tager man udgangspunkt i Basel, er denne en af verdens vigtigste messer, fordi langt de fleste af de gallerier, der er repræsenteret, opfordrer de kunstnere, de har med til at præstere deres bedste og mest begavede, udelukkende til denne messe. (Det er så langt fra altid sandheden, jævnfør et tidligere blog-indlæg). Baselmessen er dermed indeks for hvad kunstscenen optimalt har at byde på.

    Som kunstrådgiver begynder vores Baselmesse en måned forinden åbningsdatoen. Her får vi lister over de kunstnere, som de enkelte gallerier tager med. Er der nogle, eller noget vi finder interessant, retter vi henvendelse til galleriet og beder om at få et preview af værket/værkerne så hurtigt som muligt. Da det er en stresset periode er værkerne sjælden klar før i sidste øjeblik. Det være sig ca. en uge inden messen (der skal jo afmåles tid til transport). Inden vi modtager preview, har vi adviseret vores klienter om potentielle køb. Det er afgørende, at kunne handle hurtigt, da der selvfølgelig er en kæmpe interesse i det bedste kunsten har at tilbyde. Når der kommer PDFer af de aktuelle værker, vurderer vi værkets individuelle kvalitet (vi har jo allerede sorteret på kunstnerniveau) ud fra de parametre vi har defineret med vores klient. Og er der basis for en fornuftig forretning slår vi til.

    Det betyder så, at meget af det man går omkring og ser på messerne allerede er solgt inden messen åbner og det meste af ens messearbejde går på at repræsenterer og trykke hænder med de mennesker man har handlet med i ugerne op til. Selvfølgelig bliver der også købt på selve messen, og som rådgivere har vi både en first choice formiddag og en preview eftermiddag til rådighed, hvor vi kan reagere på spontane indskydelser.

    Er det en charmerende proces? Måske ikke, men den er nødvendig for os ”onde” kunstrådgivere, således at vi kan gøre vores arbejde ordentligt. Den er nødvendig for gallerierne, så de kan lægge langsigtede og forhåbentlig modige planer for deres galleri og galleriets kunstnere. Og jeg tror også den er fornuftig for kunsten, således den stadig kan udtrykke- og udfolde sig frit – uden at skulle bekymre sig om noget så banalt (og hæmmende) som økonomi.

    Og på oplevelseskontoen er Baselmessen og mange andre messer altid en rejse værd. For et værks inspirerende og underfundige værdi er jo ikke dikteret af værkets økonomiske værdi. Når det gælder de mange forhold, der reelt tryllebinder os ved den gode kunst, har vi alle råd til at være med. Heldigvis. Ellers kunne jeg da ikke lave hvad jeg lavede.

     

    På Baselmessen var der flere gallerier som udstillede Turner Prize nominerede Martin Boyce

  • Er det bedste fra Basel nu også det bedste for kunsten?

    Jeg har lige været i Basel, den største messe for samtidskunst i verden. Alle der lever af kunst, udøvende som afhændende, har igennem minimum en måned kun haft denne begivenhed for øje. Det er her kunstnerne kommer med deres nyeste udtryk og bliver ”kalibreret” i forhold til deres position på markedet. Og det er her, gallerierne viser, hvem de repræsenterer, og dermed hvad de repræsenterer som galleri i forhold til en kunstnerisk profil.

    Sådan burde det i hvert fald være, men virkeligheden er måske en anden. For Basel har vokset sig større end den gode kunst kan tåle. Messen er mere et udtryk for den parallel-økonomi som kunsten er, fremfor et udtryk for hvor uddannende og fantastisk kunsten kan (skal) være. Det er ikke kunstnernes skyld. Det er næsten heller ikke galleriernes skyld. Det er Basels skyld. Det er messens skyld, fordi hvert et lille tandhjul i hele det store apparat, der udgør messemaskinen, er prissat så latterligt højt, at der ikke er råd til de gode intentioner. Selv de knopskydninger i form af satellitmesser vrider sig håbløst i den økonomiske spændetrøje strukturen har klædt dem i. Når en m2 på messen koster 10.000 kroner og et spot koster 3.500 kroner og en kildevand koster 58 kroner. Så skal man ikke være markedsøkonom for at regne ud at gallerierne har brug for et vist salg, for at få det hele til at løbe rundt.

    Og hvis salg er en forudsætning – vil det så ikke påvirke valget af de kunstnere, de respektive gallerier tager med. Og vil det i sidste ende ikke også påvirke, det udtryk de udvalgte kunstnere præsenterer? Salg og succes er ikke der samme. Det skal Baselmessen huske på hvis den stadig vil ha status af verdens vigtigste kunstmesse. Selvfølgelig så jeg enestående god kunst i år. Jeg så også noget af det bedste, jeg nogensinde har set før. Men der var alligevel længere imellem snapsene end de røde prikker.

    Som sædvanlig altid et fremragende værk af Alicja Kwade set hos Johann König

  • Frie ord fra Venedig

    Man kan vel godt argumentere for at ytringsfrihed som begreb har været temmelig moderne her i Danmark igennem den seneste tid. Vi havde vel ret beset ikke været særligt aktive på den front siden pornografiens frigivelse. Men så kom Muhammedtegningerne. Og lige siden har vi holdt den frie tales fane højt.

    Måske er den danske pavillon på Biennalen i Venedig en konsekvens af dette korstog. I hvert fald er temaet for udstillingen: Speech Matters. Og den lykkes rigtig godt. Der var/er bare et lille problem og lynhurtigt tog den hjemlige dialog/debat omkring det danske bidrag en ny drejning. Der er nemlig kun 2 danske kunstnere med. Resten er ”fremmedarbejdere”. Så er pavillonen overhovedet dansk?

    Personligt savnede jeg flere store danske kunstnere og kunstnergrupper der har adresseret  dette store spørgsmål om retten til et frit udtryk. Superflex, Simone Aaberg Kern eller Jens Haaning (og listen er ganske længere – GO Danmark). Men det er, efter min bedste overbevisning og i skrivende stund, mig egentlig mindre vigtigt (måske har jeg en anden holdning i morgen).

    For må man kun ytre sig om ytringsfriheden på dansk? Mange mener at sådan bør det være når nu det er os danskere der betalte prisen. Men er der netop ikke så mange mennesker, der har betalt prisen for ytringsfrihed, og har de ikke alle ret til en stemme – også (eller netop) i dette forum.  

    Med den tanke i baghovedet gik jeg fra den danske pavillon til den Egyptiske. Og jeg forlod den med en klump i halsen. Her havde en ung kunstner arbejdet med de nye medier, der gradvis var blevet tilgængelige for et tæmmet folk. Han havde brugt kommunikation til at ændre holdninger og sund fornuft til at demontere tyranni. Han blev skudt og trampet under fode under oprøret på Tahirpladsen den 28 januar 2011. Han døde. Et år efter han havde lavet et videoprojekt omkring løbemønstre (måske under flugt) og dagen efter han havde skrevet nedenstående på sin facebook:

    ”Please O Father, O Mother, O Youth, O Student, O Citizen, O Senior, and O More. You know this is our last chance for our dignity. The last chance to change the regime that has lasted the past 30 years. Go down to the streets and revolt. Bring your food, your clothes, your water, masks and tissues, and a vinegar bottle, and believe me, there is but one small step left. If they want war we want peace. And I will practice proper restraint until the end, to regain my nations dignity.”

    Også Polens pavillon havde ytringsfrihed som tema i en kraftfuld videomontage, der i kapitler/faser fulgte en ung jødisk agitator, der opfordrede sit folk til at vende tilbage til Polen og begynde forfra. Vi følger hans rørende talen for tomme lægter. Siden kommer de første tilhørere. Så er der mange. Og de ser ud til at lykkes. Men selvfølgelig ender han, som så mange andre ideologer (på godt og ondt) med at blive offer sig selv og for et attentat. Hele historien er fortalt i et billedsprog der giver minder om den visuelle retorik som nazisterne brugte. Ikke for at lade denne jødiske genkomst med nogle ondskabsfulde undertoner. Bare for at understrege de redskaber, der fungerer bedst i kommunikationen.  Det var vist lidt noget i den stil Lars von Trier så klodset prøvede at vrøvle om i Cannes. Men så rakte ytringsfriheden heller ikke længere. Det gør den heldigvis i Venedig og i kunsten generelt.

    Men hvilken vinkel på begrebet ytringshed, der var mest vedkommende vil altid være en personlig sag. Den danske var intellektuel. Den polske stærk. Den egyptiske rørte mig dybt. Jeg havde ikke regnet med, at det var indtrykket fra en pavillon fra et arabisk land, der skulle sidde så stærkt i mig så lang tid efter. Men kunsten er heldigvis fuld af overraskelser – bare den får lov. 

  • En måned på Mallorca

    I efteråret 2010 udstillede Jacob Dahlstrup Jensen på Kunstnernes Efterårsudstilling og modtog i den forbindelse KE10 prisen. Prisen bestod af et “Artist in Recidence”- et ophold hos CCA Andratx på Mallorca... Læs hele Jacobs rejsebeskrivelse her

  • Rejsebrev fra Art Brussels

    De seneste dage har Bruxelles stået i kunstens tegn. Solen bagte ned over en forårsklædt by, der bød på adskillige kunstneriske oplevelser. Den årlige kunstmesse Art Brussels fra 28. april – 1. maj er kendt som en af Europas mest betydningsfulde platforme for unge talenter og moderne kunst fra i alt 170 gallerier fra 25 lande. Trods Berlin Gallery weekend havde tiltrukket et hav at internationale samlere, var Art Brussels alligevel velbesøgt – dog med en betydelig større del belgiske kunstinteresserede, der osede rundt mellem de mange galleriers forskelligartede udtryk, der bød på alt fra minimalistiske soloshows til bombastiske installationer, over forfinede kultegninger til gigantiske malerier og futuristiske skulpturer.

    I Egmont Park var der mulighed for at gå på opdagelse i den udendørs skulptur-udstilling, der blev vundet af Sven’t Jolle med skulpturen (Casse-toi alors) pauvre canard! Mens fredag aften bød på Gallery Night, hvor 22 gallerier i Bruxelles skabte en hyggelig stemning i gaderne og de små brasserier severede lækre belgiske delikatesser og et køligt glas vin under farvestrålende lamper og stribede markiser, hvor et hav af kunstnere, gallerister og kunstinteresserede slog sig ned for at fordøje byens mange kunstneriske oplevelser.

    Efter en lang søndag aften med nedpakning, stod mandag morgen på aflevering af kunstværker – først i Berlaymont bygningen og senere i et unikt nyistandsat 1600-tals byhus, der var indrettet med antikke møbler og moderne kunst… og nu også en futuristisk plexiglass-skulptur i shocking pink af den tyske kunstner Berta Fischer.

    Kh

    Julie Silberman

  • Samling Mabuse på Overgaden frem til den 27. marts.

    Deltagende kunstnere: Søren Andreasen, Johannes Christoffersen og Sebastian Schiørring.

    Overgaden kalder sig også: Institut for samtidskunst, og det er en betegnelse de tager seriøst. For som udgangspunkt, er dette fantastiske sted scenen for en type af udstillinger, der er båret af en lidt mere akademisk indgang. Og dette er absolut positivt ment, for kunstens rolle som udfordrende og uddannende er, efter min primitive mening, afgørende – både for kunstens egen berettigelses skyld, men også for vores, beskuerens, skyld. Vi skal skam også holdes intellektuelt i gang.

    Der bliver krævet noget af os på Samling Mabuse. Men lytter man, iagttager og spiller med (og lidt imod). Så er det en fantastisk oplevelse at gå rundt i denne (anti)samling, der spiller så fint op til lokalerne og udstillingsstedets arv.

    Her er lidt hjælp i en af kunstnernes egne ord:

    Samling Mabuse udgør et imaginært rum, der straks forsøger at påtage sig en vis autoritet og orden. Herfor bliver det op til de enkelte værker at rette sig imod, ændre eller overskridelse denne orden. Samling Mabuse består for eksempel af værker, som griber fat i udstillingsbygningens arkitektur og historie. Ligesom der er science fiction værker, hvis virkelighedsdimension befinder sig hinsides værkerne selv. Og abstrakte værker som ophæver betydningen af menneskelig skala. Det er denne samtidighed af tidslige og rumlige fremstillinger og forestillinger, som bliver interessante i Samling Mabuse.

    Er De forvirret? Kom ned på Overgaden inden udstillingen lukker den 27 marts og bliv meget, meget klogere.

    Link til overgaden  og et link til udstillingsfolderen som PDF

    God intellektuel fornøjelse.