<< Back

Moderne kunst = ”Det kunne jeg da have lavet” + ”Ja, men det gjorde du ikke”

Den moderne kunst kan virkelig dele vandene. Det er måske den primære grund til, at vi beskæftiger os med den. Alle kan blive enige om, at det kræver stor teknisk kunnen at male så naturalistisk og harmonisk som Leonardo Da Vinci og C.W. Eckersberg, men når det kommer til moderne værker af kunstnere som Mark Rothko og Asger Jorn, så er der pludselig delte meninger om, hvorvidt disse lige såvel kunne være udført af amatører som kunstnerne selv. Men er det virkelig så lige til at male som modernismens store mestre?

På Politiken.dk kan man i dag læse om en kunstforfalskningssag, som har været i mediernes søgelys siden 2011, da den engelske forretningsmand, Pierre Lagrange, fik mistanke om autenticiteten af et ukendt Jackson Pollock værk, han havde købt for 17 mio. dollars i det dengang anerkendte galleri, Knoedler & Company, i New York.

Da værket blev undersøgt viste malingen sig at indeholde farvepigmenter, som slet ikke eksisterede, da Pollock døde i 1956, og det blev derfor erklæret en forfalskning. Efterfølgende har det vist sig, at Pierre Lagranges Pollock-forfalskning langt fra er den eneste galleriet har solgt. Op mod 60 falske værker af forskellige moderne malere har været gennem galleriets kyndige hænder de seneste 17 år.

Det viser sig at være en midaldrende, amerikansk kvinde ved navn Glafira Rosales, der er hjernen bag forfalskningerne. I ledtog med en ældre, kinesisk immigrant med et stort, teknisk malertalent har hun produceret falske malerier for flere hundrede millioner kroner i sit i hjem i Queens, New York, som hun har solgt til Knoedler & Company under dækket, at det var en samling, hun havde arvet fra sin afdøde far. Rosales står nu til at få op til 99 år bag tremmer for sit bedrageri, når hun skal for domstolen den 18. marts.

Nu fristes man måske til at stille spørgsmålet: Hvordan er det lykkes Glafira Rosales at snyde kunsteksperterne med de falske værker? For den kendsgerning, at det faktisk er lykkes hende at snyde de professionelle burde vel være beviset på, at man ikke behøver at være kunstner for at skabe kunst på linje med den verdenskendte Jackson Pollock?

Denne diskussion kan vi trække helt tilbage til dadaismens grundlægger, Marcel Duchamp, og hans udstilling af ”Fountain” i The Society of Independent Artists (SIA) i 1917. ”Fountain” er en ready-made-installation af et klassisk porcelænsurinal, der er vendt på hovedet og signeret ”R. Mutt”. Da komitéen i SIA afviste udstillingen af ”Fountain” i 1917 med begrundelsen, at værket ikke kunne defineres som kunst, afskrev Duchamp al kontakt med foreningen, og dadaisterne startede en revolution, som kom til at handle om kunstnerens magt over sine værker og kunstværkets uendelige udformningsmuligheder.

                                

 

The Society of Independent Artists mente altså ikke, at Duchamps værk kunne kaldes kunst, når der var tale om noget så almindeligt som et urinal, der blot var vendt på hovedet og signeret – på samme måde som nogen måske vil kalde Pollocks action-maleteknik for klatmalerier. Visse kritikere modsatte sig i sin tid Andy Warhols gengivelser af Campbell’s Soup-dåsen, da der var tale om et emballagedesign, som kunne opleves på hylderne i alle supermarkeder, og derfor ikke burde hænge på væggen i et museum. Der er altså tale om en diskussion, som har eksisteret i snart hundrede år, hvis eneste konklusion kan sige at være, at alle de omtalte værker er blevet ikoniske og har haft stor betydning for den moderne kunsts udvikling og den tidsperiode, de er skabt i.

At bedrageren Glafira Rosales er blevet afsløret i sine forfalskninger af blandt andet Pierre Lagranges Pollock-værk, kan vel også kaldes en sejr for den moderne kunst. Selvom Knoedler & Company eftersigende ikke har opdaget værkets uægthed, før de solgte det videre, så har Lagranges alligevel haft en mistanke, og denne mistanke har affødt reaktioner fra flere andre kunstkøbere, som har hjulpet politiet på vej til at finde Rosales og hendes medsammensvorne. Det er altså muligt at efterligne en kunstners streg og teknik, men om man kan efterligne en kunstners udtryk og værkets påvirkning af dets beskuere, er endnu ikke bevist. 

Læs hele artiklen om kunstbedrageriet på Politiken.dk: http://bit.ly/1iIYBbT

Photo: Politiken.dk og Wikipedia.dk